Henrik Ibsens skrifter

Tillad mig i anledning af ​dit sidste brev at sige Dig at der i de første måneder ikke må påregnes noget ​bidrag til tidsskriftet fra min hånd. Hvorvidt jeg senere vil kunne levere et eller andet vil bero på omstændigheder, som jeg for øjeblikket er ude af stand til at bedømme. Foreløbig beder jeg mig tegnet som abonnent. Betalingen vil blive erlagt af min kommisjonær, boghandler Nils Lund.

Den sidste tid har for mig været rig på erfaringer, lærdomme og iagttagelser. At ​ mit nye skuespil vilde fremkalde et hyl i ​stagnationsmændenes lejr det var jeg naturligvis forberedt på, og det anfægter mig ikke mere end om en flok lænkehunde gøer efter mig. Men den ​forskræmthed, som jeg har iagttaget fra de såkaldte liberales side, har givet mig adskilligt at tænke på. Allerede dagen efter at mit stykke kom i boghandelen ​skyndte «Dagbladet» sig at bringe en hastværksartikel, hvori det synes på forhånd at ville renvaske sig for enhver mistanke om at billige mit stykke. Dette var aldeles ufornødent. Jeg står selv til ansvar for hvad jeg skriver, jeg og ingen anden. Jeg kan umuligt genere noget parti; thi jeg tilhører ikke noget sådant. Jeg vil stå som en enlig ​franctireur ude ved forposterne og operere på egen hånd.

​Den eneste, der i Norge er trådt frit, djervt og modigt frem til fordel for mig, det er Bjørnson. Det ligner ham. Han har i sandhed et stort kongeligt sind og jeg skal aldrig glemme ham det.

Men nu alle disse ​vidskræmte frihedskæmper? Er det da bare på det politiske felt at frigørelsesarbejdet skal være tilladt hos os? Er det da ikke først og fremst ånderne, som trænger til at frigøres? Slige trællesjæle som vi kan ikke engang nytte de friheder, vi allerede har. Norge er et frit land befolket af ufri mennesker.

De iagttagelser over liberalismen hjemme, som jeg i disse uger har gjort, vilde jeg af hjertet ønske ikke måtte bekræfte sig. Der må være ​øjeblikkelige omstændigheder tilstede, som jeg ikke kender; jeg synes det er umuligt at tænke sig andet.

Men at jeg for nærværende finder mig foranlediget til at holde mig borte fra ethvert samarbejde vil Du visst selv finde forklarligt. I et tidsskrift bør den enkelte bidragsyder ikke stå altfor afstikkende ligeover for andre. Vilde jeg ved denne anledning kunne undgå dette? Jeg ved det for øjeblikket ikke. Jeg er bleven noget ​konfunderet angående situationen hjemme og trænger tid til at orientere mig. Hils alle dem, som i stilhed er mine venner.